Forside | 7. november 1909

"Stifinderne"

Af Gunner Engberg, Sekretærer i Københavns K. F. U. M,

 

Var paa Perronen paa Lincoln Jernbanestation i Nordengland, jeg første Gang saa "stifinderne".

En Styrmand, jeg var sammen med, udbrød: "Halløj, hvad er dog det for nogle Landevejsrøvere? Det var to Drenge paa omtrent 13 Aar med bredskyggede, flade Hatte; et ku1ørt Tørklæde løst om Halsen, Blusen surret fast paa Ryggen under en lille Randsel og Skjorteærmerne smøgede op over Albuerne. De saa ud som rigtige raske Drenge; lange Stave havde de i Haanden, desuden Knæebukser, Sportsstrømper og tyksaalede Støvler. Jeg havde hørt noget om den Slags og gik hen til dem, "Are you scouts?" Yes, sir ," svarede de og rettede sig. De var"Stifindere", og det var Lørdag Aften, og de skulde ud paa Ekspedition. ."Sco u t" betyder Spejder eller "Stifinder", og saadan kalder smaa Forbund af Drenge sig i hver By i England; der skal være over en halv Million af dem i alt, og foreløbig vokser deres Tal hver Uge. De ses paa Londons Gader og i Baade paa Floder og Bække, og især møder man

dem i Skoven, naar det er Ferie, eller om Lørdagen, som er Fridag, i England. De frædes enten to og to eller i smaa Patrouiller paa 7 Drenge; den ene af dem er da Fører og bærer en lille Økse som Tegn paa sin Værdighed og et lille Flag. Paa dette Flag kan der f. Eks. være afbildet et Ulvehoved og ved Siden af staa: I.L.N. Det betyder saa: "Ulvene" af 1. London Kompagni. London har nemlig mange "Stifinder"-Kompagnier; hvert Kompagni har flere Patrouiller paa

7 Drenge, og hver Patrouille har Navn efter et eller andet Dyr. Dens "Krigsskrig" og det Raab, hvormed Medlemmerne hilser hinanden, er da en Efterligning f. eks. af et Ulvehyl, og Medlemmerne kalder sig "Ulvene". Og hvis man i en Skov paa en Træstamme ser et Ulvehoved tegnet, et 3-Tal og en Pil, saa betyder det: 3 Skridt fra

Træet i den Retning, Pilen peger, findes et Brev skjult mod Besked fra et Medlem af "Ulvenes" Patrouille tit hans Kammerater;

Denne "Stifinder"-Bevægelse blandt engelske Drenge er startet af General. Baden-Powell.Det er en Mand, som har gjort Tjeneste som Officer i Indien og i Afrika, og da Boererne belejrede Mafeking 1899-1900, var han med at forsvare Byen.Den Gang havde de god Hjælp af Drenge, som de trænede i et Kadetkorps, bl.a. brugte de dem som Postbude i Byen og mellem forskellige Forter. Drengene cyklede afsted med Dødsforagt; da det blev sagt til en af dem, at han

vilde blive ramt en skønne Dag, naar han kørte, mens Kuglerne peb om ham,. svarede han: "Jeg træder saa hurtigt, Hr. Kaptajn, at de aldrig rammer mig!"

For to Aar siden stod saa General Baden-Powell paa Talerstolen i en K. F. U. M. og forkyndte sit Budskab om "Scouting for boys".

Siden har han skrevet Smaaskrifter og en stor Bog derom, og nu er der som sagt en halv Million engelske "scouts", baade indenfor og udenfor K. F. U. M. Og der er Piger saavel som Drenge.

I det følgende vil jeg forsøge at lade Generalen selv forklare, hvad han mener, at Drenge og Piger skal lære som "Stifindere". Jeg maa springe over det mindst væsentlige at, hvad han vil lære dem, og det, jeg tager med, er maaske ikke alt sammen saa vigtigt, som Generalen mener; men nu kan I selv se, om der ikke er god Mening i meget af det.

Blandt Zuluerne i Afrika lærer Drengene at blive "Stifindere", før de faar Lov at betragtes som Mænd, og det sker paa følgende Maade: Naar en Dreng bliver 15 eller 16 Aar, tager Landsbyens voksne Mænd ham og maler ham hvid over hele Kroppen, giver ham et Skjold og en Assegai eller et lille Spyd og siger ham, at han bliver slaaet ihjel, hvis nogen fanger ham, saalænge han endnu er hvid. Drengen skynder sig saa ind i junglekrattet eller op i Bjergene og skjuler sig, indtil Malingen er slidt at, og det varer gerne en Maanedstid. I den Tid maa saa Fyren klare sig selv. Han maa

fange og dræbe sit Vildt og lave sig Dække af dets Hud. Han maa lave ild ved at gnide Stokke mod hinanden, og over Ilden maa han koge sit Kød; han maa vide, hvilke Rødder og Bær og Blade man kan spise. Og kan han ikke alt dette, saa dør han af SuIt, hvis han ikke bliver dræbt af vilde Dyr. Men klarer han sig i al den Tid,

den hvide Maling holder sig, da vender han, naar han igen er køn sort, hjem til sin Stamme og sin Slægt, som modtager ham med Glæde og Fest; nu faar han Lov at gælde for en Kriger i Stammen, thi han bar vist, at han kan klare sig selv.

Saadan noget lignende skulde vi have herhjemme i de civiliserede Lande! Her gaar vore Drenge og kan ikke klare sig selv med nogen Ting, knap nok sy en Knap i en Vest! De forstaar ikke at lave en ild, og laver man den til dem, kan de ikke koge en Kartoffel over den! Naar de mangler Vand, drejer de paa en Hane og aner ikke, hvordan man finder Vand ved at lægge Mærke til Græs og Buske; naar de farer vild eller ikke ved, hvad Klokken er, spørger de en Politibetjent; de kan nemlig hverken finde Vej eller Tid efter Solen eller Stjernerne. De bar altid Huse at søge Læ i og Senge at sove i; de forstaar næppe at rede Sengen selv, endsige at lave sig et Leje og et Telt i det frie. De er afhængige af alle og enhver, fra Skomageren og Skrædderen til Kokkepigen eller Lægen. Kom de i Junglen, kunde de dø af Sult midt mellem spiselige Planter; det samme kunde ske dem paa en Flod fuld af Fisk. Og fejler de noget, saa kan de ikke klare sig, uden hvis Lægen bar paa det ene Hjørne og Apotekeren paa det andet!

Saadan omtrent staar det til, og saadan er det uværdigt og meningsløst, og saadan skal det ikke blive ved at være.

Alle Drenge og Piger skulde træne sig til "Stifindere", og det skulde de slaa sig sammen om, for saa er det morsommere og gaar lettere.

En Spejder eller "Stifinder", det er en, som i Krigstid kan paatage sig det vanskeligste Hverv og udføre den farligste Befaling. Men skal man kunne det i Krigstid, saa maa man træne sig til det i Fredstid. En "Stifinder", det er da en, som kan klare gig selv i alle Slags Situationer, fordi ban er forberedt paa hvad somhelst.

Saadanne Freds-Stifindere er Amerikas Cowboys og Trappere, Afrikas Jregere, Missionrerer i uciviliserede Verdensdele og de, der søger Nord- eller Sydpolen.

En Stifinders Valgsprog er: "Vær forberedt". Paa hvad? Paa hvadsomhelst! Vær forberedt i Sindet, saa du bar vænnet dig til at

lyde en Ordre, saa du i Forvejen bar tænkt dig hvert Ulykkestilfælde, som kunde hænde, og ved, hvad du skal gøre, hvis det hænder, og er villig til at gøre det, hvad det end koster. Vær forberedt i Legemet, saa du har trænet dig stærk og smidig til at gøre den rigtige Ting i det rigtige Øjeblik.

Naar En falder i Vandet, da er det for sent for dig at lære at svømme ogedde; da maa det være lært. Naar En reddes sanseløs op paa Bredden, da er det for sent for dig at lære "Reglerne for Druknedes Redning"; da maa du kunne dem og have prøvet dem. Naar Huset brænder, maa du vide, hvor "Brandalarmen" findes; og du maa vide, hvordan man baner sig Vej i et Hus fyldt røg, og hvordan man bærer eller slæber en bevidstløs, - langs med Gulvet, hvor der er mindst Røg. Naar En har hugget sig, kan det ikke hjælpe, at du "ikke taaler at se Blod"; men du maa kende og have øvet dig i den "første Hjælp ved pludselige Ulykkestilfælde". Og saadan i alle Ting. Hvis du er forberedt, hvis du bar tænkt dig Ulykken i Forvejen og øvet dig i at møde den, saa kan du, naar Ulykken hænder, og alle andre er forvirrede og hverken ved ud eller ind, roligt gaa frem og gre netop det, som skal gøres.

Naar du f.eks. staar paa en overfyldt Perron, kan du tænke: "Hvilket Ulykkestilfelde kunde hænde her? Og hvad skulde jeg saa gøre? hvis

f.eks. nu En faldt ned paa Skinnerne lige foran Toget, - ja, saa sprang jeg ned og fik ham ud af Sporet paa den anden side; der vilde nemlig ikke blive Tid at faa ham op paa Perronen igen. Og hvis Toget var lige ved, maate jeg smide mig fladt ned og faa ham til at ligge fladt ogsaa, saa Toget kunde gaa over os begge".

Saadan maa du være forberedt; du maa i Forvejen vide, hvad der skal gøres, og du maa kunne det, og du maa være villig til at gøre det straks uden at tænke på Farer eller Vanskeligheder. En "Stifinder" maa være modig, og med at være modig er det omtrent som med at bade. Nogle Drenge staar og kryber sammen og tænker paa, hvor mange Grader Vandet er, og om det er dybt; men den modige "tager den paa Hovedet" og svæmmer lykkelig omkring et Par Sekunder efter. Saadan er det med Mod ogsaa. Naar en Fare er foran dig, saa stands ikke og se paa den, - jo mere du ser paa den, des mindre vil du holde af den! – men "tag den paa Hovedet "; saa er det ikke halvt saa slemt, naar du først er i den. En Politibetjent fik for nogle Aar siden Redningsmedaljen for at fjerne en Dynamitbombe; som Han fandt i Westminster Hall Den var allerede tændt, da han for hen og Snappede den og løb med den og kastede den af Vejen - meget nær ved at miste Livet i den Eksplosion, som straks efter fulgte. Men havde han i Stedet for tøvet for at trænke over, hvad der vel kunde gøres, saa havde han sandsynligvis for det første selv sat Livet til, og

Stedet var sprængt i Luften. Ni Drenge i Englands "Frivilligt Drenge Forbund" fik i. Fjor "Korset"; de otte for at redde en anden fra at drukne.

En "Stifinder" maa altsaa være forberedt paa hvadsomhelst; han maa kunne klar sig selv, om man pludselig tog ham og satte ham i Amerikas Urskove eller i Indiens Junglekrat

Han maa f.Eks. lægge Mærke til alting paa sin Vej. Straks han kommer ud, ser han efter Solens Stilling og Vindens Retning. Paa en

Spadseretur tager han sine "Landemærker", d.v.s. Ting, som ikke flytter sig.: Kirketaarne, Mø1Ier og sligt; saa kan han findeVejen, igen og finde Vejen tilbage, naar han vil. Han maa ogsaa kunne finde en andens Vej, d.v.s. se Spor og læse deres Mening: Iægge Mærke til Fodtrin, brækkede Grene, nedtrampet græs eller Blodpletter; hvilket Dyr gik her? og. hvorhen? Var det skræmt? eller luntede det mistænksomt afsted? og hvor gammelt er Sporet? Det er halvt udvisket at Regn; naar var det, Regnen faldt? Der er blæst Støv i Sporet? Naar vardet, Vinden blæste? Det gælder om at lægge Mærke til alt saadant, om ,at se og høre og lugte, og dernæst gælder det om at kunne "trække fra og lægge sammenl". Det kunde han, den Dreng, som hjalp nogIe Kavalleriofficerer at finde en bortkommen

Kammerat. Da de spurgte Drengen, om han havde set den vildfare, svarede h an, straks: "Mener De en meget høj Soldat, som red paa en Skimmel, der var en lille Smule lam?" "Ja, vel; hvor saa du ham?" "Jeg har ikke set ham, men jeg ved, hvor ban har været." Han førte dem da til et Sted, hvor forskellige Tegn viste, at Manden havde gjort Holdt. Hesten havde gnubbet sig mod et Træ og havde efterladt nogle Haar paa Træets Bark; deraf saa man, det var en Skimmel

Mærkerne af dens Hove viste, at den var lam; den ene Fod traadte knap saa dybt som den anden og tog knap saa langt et Skridt som den anden. At Rytteren var Soldat, viste Mærket af hang Støvler,

som var Soldaterstøvler. De spurgte saa Drengen: "Men hvordan kunde du sige, at Manden var høj? Han pegede bare paa et Træ, hvor der var brækket en Gren af højere oppe, end en Mand af Middelhøjde kunde naa. Se, den Dreng kunde se sig for og læse Meningen af, hvad han saa, og huske det, og den Dreng var en rigtig "Stifinder". Saadan skal man nemlig lægge Mærke til smaa Ting paa sin Vej, og paa den Maade bliver den kedeligste Vej interessant. En "Stifinder" har "Øjne i Nakken", og det er en Skam for ham, hvis nogent han følges med, opdager en Ting, stor eller lille nær eller fjern, før han selv har set den.

Men saadan noget maa man øve sig paa, thi først Øvelsen gør Mesteren. Man skal spørge sig selv: hvoraf kommer det? Hvor kommer den Lugt fra? hvad var det for en Lyd? hvorfor saa den Dreng bedrøvet ud? mon den Kone kan bære sin Spand selv? o.s.v. Man kan ogsaa gaa ud og "udspejde" en Sø, en Skov eller en hel Egn

og tegne Kort af den.

Og navnlig skal man følge de levende Væseners Færd. Man maa kunne krybe hen og iagttage Dyr, uden at de ser eller hører eller lugter En. Det gælder her at passe paa Lyset og paa Vinden, som bærer Lyden og Lugten! Man maa f.Eks. vide, hvilke fugle der kommer her i Landet, hvorlænge de er her, hvordan Reden ser ud, hvor de bygger den, hvordan Æggene er, - ikke for at tage Æggen (allerhøjst da eet, hvis man er Samler), endnu mindre for at skyde Fuglene; naar man rigtig studerer Dyrenes færd, kommer man til at holde altfor meget af dem til, at man nænner at slaa dem ihjel, naar de ikke gør Skade. Al Guds Skabning skal man ære! Og det er lige saa morsomt at "skyde" dem med sit fotografiapparat som med sin Bøsse. En Samling Fotografier, man selv har taget af vilde Dyr paa derer egne Enemærker, er en fortræffelig Ting. Man maa ogsaa kunne kalde paa Dyr ved at efterligne deres Sprog. Man kan blive helt dygtig til den Slags, naar man begynder med det letteste. Kyllinger og Hunde, Ugler og Skovduer er f.Eks. meget lette at efterligne. At man maa kende de tamme Dyr, følger jo af sig selv; man maa k1unne passe en Hest og spænde den for og fra; og ingen Dreng maa anse sig for en rigtig "Stifinder", inden han har lært en Hund til at gøre alt, hvad han viI have den til. Det kræver stor Taalmodighed og Venlighed og Forstaaelse af Hunden. Men allermest maa naturligvis en "Stifinder" Iægge Mærke til Mennesker, for at Se, om de er fattige eller ulykkelige og behøver HjæIp, eIler

om de maaske har et mistænkeligt Væsen, saa der maa holdes Øje med dem. Politiet faar tit uvurderlig Hjælp derved, at et Barn har set sig, for. Voksne Mennesker derimod taber ofte den Evne.Mennesker er nemlig det interessanteste af alt i Verden. Hvem er nu den Mand der? Han gaar lidt slingrende; saa har han nok været Sømand. ans Holdning er solatermæsig; det er saa vistnok en Underofficer i Marinen, ja forhenværende naturligvis, for han bærer jo ikke Uniform. Han har sort Bind om Armen; det er maaske hans Kone, der er død; han gaar med noget Legetej, saa han har sagtens smaa Bøn hjemme. Mennesker maa. man lægge Mærke til; thi det andet af "Stifindernes" tre Løfter lyder: "Jeg vil gøre mit Bedste for at hjælpe andre, hvad det end koster mig." Og en "Stifinder" gaar med en lille Knude paa sit Slips eIler sit Lommetørklæde for at minde sig selv om, at det er hans uafviselige Pligt at gøre i det mindste een god Ting hver Dag. Naar han gaar i Seng, maa han tænke paa, om han har husket det; ellers maa han gøre to gode Ting næste Dag. Det kan

være ganske smaa Ting: at lægge en Toøre i en Fattigbøsse, at være den første, som rejser sig op for en Dame i Sporvognen, at give en

tørstig Hest Vand, at fjerne et Stykke Bananskræl fra Fortovet eller at strø Aske paa den glatte Sne; det kan være saadan en ganske lille Ting, men den maa gøres hver Dag, thi der skal Øvelse til alting, ogsaa til at være god.

En "Stifinder" maa saadan kunne se efter alting og passe paa alting; men først og fremmest maa han kunne passe paa sig selv, - Om at han maa kunne skaffe sig Føde og Læ og Beklædning, er der allerede talt. En "Stifinder" maa kunne malke og i Nødsfald bage; han maa kunne lave sig Knapper af Snørrebaand og kunne skære

en Kraveknap ud af Træ eller Ben, thi man mister altid Knapper i en Lejr! Han maa kunne sine "Knob og stik" saa godt som nogen Matros; eIlers kan han f.Eks. ikke bygge Bro over en Flod, thi det gør man gerne ved at binde Træstykker sammen. Selvfølgelig maa han kunne skyde og eksercere, helst ogsaa signalisere efter Morses

eller Semaphore-Systemet.

Men vigtigst af alt er naturligvis, at han ved at passe paa sig selv, paa sin Krop og paa sit Sind. ,

En "Stifinder" har selv overtaget Ansvaret for sit Helbred; han vil bevare det og forbedre det.

Han pjasker sin Krop hver Morgen og vilde lige saa nødig undvære sin Motion som sin Mad. En "Stifinder" holder Munden lukket

og trækker Vejret gennem Næsen; ellers faar man Tusinder af Smittekim i sig og bliver lettere forpustet og tørstig, og desuden snorker man gerne om Natten, hvorved man jo giver sig til Pris for

enhversomhelst Fjende. Selvfølgelig ryger en "Stifinder" ikke; det svækker baade hans Hjerte og hang Syn og Smag og Lugt; desuden kan hans Pibes G1ød elIer Lugten af hans Tobak let ved Nattetid røbe ham for Fjenden. At en "Stifinder" passer sine Tænder, følger af sig selv. Tre Tusind engelske Soldaer blev sendt hjem fra Boerkrigen paa Grund af daarlige Tænder. En, som vilde hverves til Soldat og havde kraftig Bygning, maatte de kassere paa Grund af hans Tænder,"Det, synes jeg, er lige haardt nok," sagde han "Det er vel ikke meningen at vi skal æde Fjenden, efter at vi har slaaet ham ihjel" Men han blev alligevel kasseret. En "Stifinder" passer paa sin Sundhed og er sin egen Læge.

Og en "Stifinder" passer paa sit Sind. Hans Løfte lyder: "Jeg lover ved min Ære (og en "Stifinders" Løfte er ubrydeligt; har han sat en Løgn, er han "død", d.v.s. er ikke mere "Stifinder"):

at gøre min Pligt mod Gud og mod mit Land,

at gøre mit Bedste for at hjælpe andre, hvad det end koster mig.

at adlyde "Stifinder"-Loven."

Denne Lov byder ham a t elske sit Land og opøve sig til at værge det, som enhver Dreng vil, der er det Salt værd, han spiser. Endvidere byder Loven ham at adlyde en Ordre uden Vrøvl (saa kan han bagefter spørge "hvorfor?"), at være høflig og venlig mod alle og god mod Dyr og at spare Penge sammen for altid, at kunne klare sig selv. Desuden siger Loven, at den, som bander eller skælder ud eller siger et stygt Ord, skal have en Pøs koldt Vand ned ad Ryggen; og at en rigtig "Stifinder" smiler og fløjter under alle Omstændigheder (ogsaa naar hans Fiskesnøre kommer i Filter!) for at holde sig selv, og Alverden i godt Humør.

En rigtig "Stifinder" er nemlig "Alverdens Ven", og derfor er han selv glad, thi den, som bringer solskin til andre, kan ikke holde Lykken borte fra sig selv.

"Stifinder"- Lege.

For at skærpe Iagttagelseseven, hukommelsen og andre Evner.

I

Anbring paa et Bord eller paa Gulvet 20-30 Smaatirig; saadan noget som 2-3 forskellige Slags Knapper, Blyanter, Propper, Nødder, Stene, Knive o.l., og dæk dem tiI med et Tørklæde. Lav en Liste med Tingene og med Deltagernes Navne, saaledes:

 

 

Hans

Peter

Vilhelm

Poul

Søren

Valnød

 

 

 

 

 

Sort Knap

 

 

 

 

 

Kniv

 

 

 

 

 

Pen

 

 

 

 

 

Lille Prop

 

 

 

 

 

o.s.v.

 

 

 

 

 

 

Tag saa Tørklædet bort, og dad Deltagerne se paa sagerne i Tavshed i 1 Minut; dæk Tingene til igen. Tag nu hver Deltager til Side og lad ham nævne alt, hvad han kan huske. Sæt mærke paa Listen ved de Ting han nævner.

Den ,som husker det største Antal Ting, vinder.

II

Hver af Deltagerne, sendes ind i et Værelse 1/2 Minut. Naa han kommer ud, skriver han op alt, hvad han kan huske, han har set derinde af Møbler og Ting.

Man kan øve sig paa samme Maade ved et Butiksvindue.

III

Send Deltagerne ud af Stuen.

Anbring en Mønt, en Ring eller en anden lille Ting paa et Sted, hvor den er ganske synlig, men hvor man ikke let lægger Mærke til den.

Lad Deltagerne komme ind og se sig om. Naar én opdager Tingen, sætter han sig roligt ned uden at sige et Ord; saaledes videre, indtil alle har set Tingen, eller Tiden er udløben.

IV

En af Deltagerne staar eller gaar frem og tilbage paa et aabent Sted i Skoven. De andre søger i Løbet at 10 Minutter at snige sig saa nær som muligt til ham uden at blive sete. Ser han dig, raaber han "Staa" og vedkommende er færdig. Naar Tiden er udløben, byder han alle vise sig; de rejser sig op, hvor de er, og den nærmeste vinder.

Dommeren kan ogsaa være bunden for Øjnene. Det gælder da om lydløst at gaa eller krybe hen og røre ved ham, inden for F.Eks. 2 Minutter er gaaet. Hører han èn forinden, siger han "Staa" og peger paa Stedet, hvor man er. Til Legen vælger man et Sted med mange tørre Kviste, Sten o.s.v.

V

Del nogle lige store Stykker Pap med en Blyant i smaa Firkanter. Del paa samme Maade en stor Papplade. Hver af Deltagerne faar et af de mindre Stykker og en Blyant og gaar et godt Stykke bort. Dommeren fæster nu med Knappenaale et Antal smaa Stykker sort Papir i forskellige af Kvadraterne paa Pappladen. Nu nærmer han sig langsomt Deltagerne, som med Blyanten sætter Mærke i samme Kvadrater paa deres Papstykker, efterhaanden som de ser de smaa Papirmærker. Den, som udfylder sine Felter rigtigt paa længst Afstand, vinder.

Af den Slags Lege kan opfindsomme Folk lave saa mange, det skal være.