Nedenstående er en afskrift af kronikken, og der er valgt at bibeholde den daværende stavemåde.

Moderne Drengeopdragelse.

, Haandbog i Spejdersport, efter Generalløjtnant Sir R. S. S. Baden-Powells Scouting for Boys, ved C. Lembcke (G.B.N. F.)

Originalen til denne nu ogsaa paa Dansk overførte bog men en vidtløftig Titel er det literære udtryk for en praktisk Bevægelse i England, som dér allerede er vokset sig til en meget stor national Betydning. Der skal i England med kolonier i øjeblikket findes over 3000.000 Drenge i organiserede Spejderkorps, og Bevægelsen er i Færd med at brede sig ogsaa til flere andre Lande. Herhjemme har den faa Betingelser for at blive ført ud i Virkeligheden, af grunde, som let lader sig paavise. Idet Bogens Indhold forudsættes ukendt, gøres opmærksom paa, at bevægelsens Oprindelse og Forudsætninger bunder i ganske særlig engelske Forhold, som ikke uden videre lader sig overføre paa andre Lande, og navnlig ikke Danmark. Bevægelsens Ophavsmand fik Idéen til den under Boerkrigen ved Mafekings Forsvar, hvor han uddannede og anvendte Drenge i Rekognoceringstjenesten, for senere, da han kom hjem, at indrette sit System til Træning ogsaa i Fredstid – men med et langt videre Formaal. Erfaringerne fra den lille Krig, der tog næsten alle Englands Kræfter, sikkert ogsaa Hensynet til en anden evropæisk Stats krigeriske Vægst og temmelig faretr5uende, Holdning, maatte bringe en engelsk Officer til at føle nødvendigheden af et bedre ordnet og stærkere nationaliseret Forsvar; Ønsket om og de rationelle Forarbejder til Oprettelsen af en staaende Hær ligger bag Scout-Bevægelsen i England.

Man kan ikke sige andet, end at Baden-Powell har grebet denne Sag an med en Hærførers geniale Blik og gennemført den med en Napoleon mindende energi. Det for Englands Fremtid saa vitale Spørgsmaal, at skabe en Armé, har han løst udenom alle andre Udveje at begynde en latent Agitation blandt Drengene, halvt som en leg, stolende paa at Paavirkningen skal vise sig om tyve Aar i Alvor. Han har sikkert ikke regnet forkert. Betragtningerne herover ligger i øvrigt udenfor nærværende Artikels Hensigt.

Det er iøjnefaldende, at Forudsætninger som dissse ikke har nogen tilsvarende Hjemmel i Danmark, hvor vi har en Hær, selv om det, hvis man danner sig en Anskuelse og Tingene udelukkende ved Avis læsning, mange gange kunne se ud, som om vi ingen havde. Vi trænger imidlertid endnu ikke til at rekrutere vort Forsvar allerede fra Vuggen. Desuden Militærtjeneste for sig, Skole for sig, og Fritid for sig!

Spejder-Korpset – hvorfor ikke Spion? – har i selve sin Form og Metode, foruden sin Oprindelse, noget, der aldrig kan blive dansk. Øvelseren forudsætter de engelske Storkolonier. Begrebet wilderness eller jungle, som Englænderne stiller Ansigt til Ansigt med i Virkeligheden, Indien, Afrika, de uhyre strækninger med Urskove og ubannet Land og en halvt eller slet ikke civiliseret Befolkning, England udbreder sin Myndighed over, har ikke i Danmark noget tilsvarende, thi vore Kolonier er af en helt anden Karakter, der ikke kræver Spejderapparat. Og Tanken om at sende scouts ud for at bane sig vej gennem det idylliske Sjælland, fra Hedehusene til Sengeløse, er af en saa farceagtig Natur, at dens Urimelighed ikke skal være længe om at gennemtrænge danske Sind, der ytrer sig svedent i Forvejen i en allerede spæd Alder. Danske Drenge, og navnlig Kjøbenhavnerne, har en tidligt gryende, farlig Humor. Der vilde hurtigt blive grint for meget, og med Grund. Hvorfor ikke lige saa godt tænde Baal op paa Kongens Nytorv med det samme, en varm Sommernat eller ligge i Sovepose hjemme – under Sengen? Vort Lands særlige Natur egner sig afgjort ikke for Spejdersport. Hvor skal de campere, hvor slaa Telt, hvor krybe med kolossal Forsigtighed gennem Terrænet, naar der overalt er Mennesker og Markfredning og ingen anden Adgaang til Landskabet end de bare Veje? I Norge har man "Fjeldet", i Sverige nok af Vildmarker og bundløse Skove, men i Danmark er alle Stier temmelig fundne paa Forhaand, og vore Bønder vil nok enten bede de unge Læderstrømper hjem i Husly og til en Bid Brød, hvorved hele Teltforestillingen bliver overflødig – et Forhold, der paa meget sigende Maade præger vore kantonnementsøvelser, hvor Soldaterne ikke uden Aarsag vrinsker over at skulle ligge i Bivouak umiddelbart udenfor en lun Bondegaard – eller ogsaa vil Bonden melde de ungdommelige Husvilde til Sognefogeden med deres Baal og Renden omkring, paa hans Enemærker. Praktisk set er Tanken forfejlet.

Men i selve sin Smag og Retning har den noget, fremmed for dansk ædruelig Tankegang. Her i Landet falder det usentimentalt og mere end det ufølsomt, at opdrage Børn til Soldater, direkte med Krig for Øje.

Mit Standpunkt til Forsvarssagen er bekendt, det er dikteret af en almindelig realistisk Opfattelse af Tingene, som de er. Saa længe Krigen ikke er afskaffet andetsteds, har vi at holde os væbnede, og det maa hævdes ikke mindst, naar en modsat, #ideel" Anskuelse kolblodigt bruges som politisk Vehikel: Men Herfra og til at dyrke Krigen for Krigens egen Skyld, er der et stort Spring, som det maa overlades Uudviklede og taagede Hoveder at gøre. Ingen Dansk er født med Lyst til Blodsudgydelse saadan hen i det Blaa. Vore sidste Krige har vist, at vi gaar i Felten uden Fagter og uden Ødelæggelseslyst, men ogsaa nogenlunde uden Frygt. Teater er os fjernt, til hvad Side det saa gaar. At vi nu pludselig, fordi en anden Nation, med vældige udenrigs Interesser, ser sig nødsaget til at indkalde Reserven i en hidtil ukendt Forstand – Børnene! – at vi skulle blæse i den Trompet, det tror jeg ikke, vi gør! Vi har det ikke nødig.

Jeg maa tilstaa, jeg lugter Politik heri. Det skulle ikke undre mig, om den hjemlige nationalistiske Partipresse tog sig med særlig Varme af dette fremmede Produkt, til Landets Frelse naturligvis, men ogsaa vel egnet til Brug i Partiagitationen, Moral: Til Helvede med Drengene, bare vi kommer vore Modstandere, i dette Tilfælde "Forsvarsnihilisterne", til Livs!

Forhaabentlig er der dog er Standpunkt udenfor Politik og Parti, og det skulde jeg henstille til Forældrene at gøre sig klart som dem, der har det afgørende Ord at sige. Lad dem erindre, at Krig er for Voksne, ikke for Børn. For dem under kriminel Lavalder holder man Livsspørgsmaal ude, med mindre man vil ind paa en Smag som den., der har med "den lille Hornblæser" og øvrige modbydelige Sindsforstyrelser at gøre, ikke at tale om de "kristelige" Drengekorps, der vandrer i Kjøbenhavns Gader. Børnene skal blive ved at være Børn. Kommer det til Krig, saa staar vi Andre, der har lært Haandværket, i Linjen og skal gaa ud og gøre vort Arbejde i Skyttekæden med den ringe Dækning, vort Land byder, men vi gør det dog vel egentlig netop for at holde, hvad der er skæbnesvangert for vort Natur, hvad der er udansk, borte fra det Land, vi endnu kalder vores, og i Særdeleshed fra vore Børn.

Drenge skal være Drenge, ikke Foreningsmedlemmer. De skal ikke høre Prækner om Gud, Konge og Fædreland, Begreber, de ikke er voksne, og som bliver misbrugt nok endda ved Udenadslæren og Bulder i Munden paa Folk, som skal leve deraf. De skal ikke have Ordner, udemærkelsestegn, den konkurrence lærer de tideligt nok; de skal ikke omgaas hinanden i Grader med over og under, endnu inden de har mælken af Øjnene.

Overhovedet tror jeg, det er en Synd at gribe regulerende ind i Drenges Leg; den kommer fra fjerne, med et slet Ord, atavistiske indstinkter, og Charmen derved er netop at følge disse ubevidste, ligesom halvt erindrede Impulser, der kommer indenfra; at komme med alting til en Dreng og give ham, hvad han netop ønsker at skabe ud af sig selv, er en daarlig Tjeneste at gøre ham. At forstyrre ogsaa Drengenes "Indianerlege" med Uniformer er en Misforstaaelse, som maa have andre Hensigter end Drengenes Fornøjelse, f.eks. Politik.

Ikke desto mindre rummer Bogen mange fortræffelige Vink, udgaaet som den er fra et Folk, hvor Legemstugt og Hygiejne i Øjeblikket staar højest af alle Lande. Kunde den gøre noget til at afskaffe den i en Baggaard cigaretrygende Dreng og føre ham ud paa Landevejen, havde den sin Berettigelse.

Resten, tror jeg, tilhører Skolen. Naar de Unge bliver modne til det, skal de have deres Militærtjeneste, men som Dreng skal de have fri, naar de har fri. Alt øvrigt maa henvises til Skolen. Vi er i Færd med af faa et respektabelt Skolevæsen, et med fast Haand ordnet Lønningssystem, der tilsyneladende rammer Forældrene haardt, men som vil betale sig, idet de ordentlige Kaar lokker Folk med en ordentlig Smag til Lærergerningen, ikke som før de Invalider, vi Andre sukkede under. Hvis Lærerne er Idrætsmænd, og det er de fleste nu, bliver Drengene det ogsaa, og ad den Vej er det tilladt at forberede Ungdommen, med det for Øje, at Militærtjenesten senere bliver en Leg for dem i Stedet for en Byrde.

En vis Korpsaand, Samfundsaand, skadede det heller ikke at bibringe Drengene, men her forekommer det mig, at der byder sig en Mængde civile Opgaver, førend de militære kan komme i Betraktning. Lad dem lære at køre en Sporvogn, vis dem Vand- og Kloakværkerne i en By, tag dem paa et Dampskib og giv dem Lov til at trække i det Haandtag, der kimer ned i Maskinen og siger Halv Kraft eller Stop … men alt dette, hele den moderne Mekanik, som de allerfleste lever som Muldvarpe midt i, alt dette skal endda falde indenfor Skoletiden. Naar de har fri, skal de have fri.

Lad Dem, der har med Opdragelse at gøre, mærke sig trækkene i en saadan Spejderopdragelse, Kunsten at se, Færdigheden i det almindeligt foreliggende, og naar dette har faaet praktisk Form, vil der ogsaa af sig selv fremgaa en Bog, passende for os, en der interesserer Drenge, uden at de aner, at det er Lektie. Men rør ikke ved Drengenes Ferie, deres Hvile. Hvis de kommer sunde ud af Skolen, vil de ogsaa lege sundt. Ak, Børnene erjo de eneste, der bestiller noget, de har tyve Aars haardt arbejde at gaa igennem, før de bliver Mennesker, husk dog paa, at selv et Barn behøver Ro, Lejlighed til at drive lidt ene om eller slutte sig sammen med andre om nogen "Uartighed". Udenfor Skolen maa man overlade dem en Smule til sig selv.

Jeg opfordrer danske unge Lærere til at tage Stilling til denne Sag, og sørge for, at den falder i deres Hænder, tillige men Forældrenes, og ikke i andres.

Johannes V. Jensen